SF og Socialdemokratiet er sammen om flere og flere ting. Og det er faktisk rigtig godt. Det afspejler sammenhold og viljestyrke i oppositionen. Det udstråler, at en ny, rød regering faktisk ikke er umulig. Men det, som begge partier skal passe på med, er, at de ikke rykker sig for tæt på hinanden. SF må nemlig ikke blive et 2. socialdemokrati. Socialdemokraterne skal forsøge at tage nogle midtervælgere, men hvis de rykker sig for tæt på hinanden ville nogle midtervælgere måske bliver skræmt af SF, selv om SF jo har rykket sig. Dog er vi nødt til at have to partier med forskellige mærkesager, men med samme værdigrundlag som kunne danne fundamentet for en ny, centrum-venstre-regering med de radikale. De radikale står på nogle punkter tæt på SF, på andre tættere på Socialdemokraterne. Centrum-venstre-partierne skal sparre hinanden og stadig udstråle, at de er forskellige partier. Forskellighed er vigtigt i et sammenhold – og sammenhold skaber styrke.
Partierne skal have fælles fodslag på fx skattepolitikken, klimapolitikken, velfærdspolitikken og udenrigspolitikken, hvor det højst sandsynligt er muligt at finde enigheder. På fx integrationsområdet er S, R og SF nødt til at fokusere på de ting, de har til fælles og så indgå kompromis. Vi så, at de radikales ultimative krav fik smadret dem selv, og kun ved dialog og kompromis kan demokratiet fungere. Derfor må de radikale også komme ind i kampen om en stærk opposition med fælles fundament. De Radikales finanslovsstunt med at deltage i regeringsforhandlingerne svækker oppositionen, og derfor må de radikale nu sætte fokus på en samlet opposition. Ellers fungerer det ikke.
Danskerne skal vide, at der er et reelt alternativ til regeringen. Alternativet er en samlet centrum-venstre-fløj, der vælger velfærd frem for skattelettelser, der prioriterer miljøet højere end erhvervslivet, der siger nej til diskrimination og udelukkelse og ja til mangfoldighed og integration, der vælger en aktiv og sympatisk udenrigspolitik frem for krig og cowboydiplomati og det er en centrum-venstre-fløj, der vil give kommunerne og regionerne frihed og mulighed for at investere massivt i uddannelsessektoren, social- og sundhedssektoren og den offentlige trafik.
Summa summarum er, at centrum-venstre-partierne skal være forskellige og have egne mærkesager men samtidig kunne samles om de ting, de er fælles om.
