Ammitzbøll lander hos Khader og Nordsjælland

Efter bruddet med Vestager står det forholdsvist klart, hvor Simon Emil flytter hen. Han har en del fælles politiske træk med Liberal Alliance, bortset fra udlændingepolitikken (og især 24-årsreglen), hvor LA er blevet mere borgerlige. Men netop dér kan der nok ske en studehandel, for hvis/når Ammitzbøll bliver det fjerde LA-mandat udløses der en ekstra sum penge som gruppestøtte til LA. LA er det eneste logiske valg, og der er mange ting bag Simon Emils exit hos R. Der er klart en del spekulation inde over hans kommende skift, for den skrantende LA ville jo nok gøre alt for en 4. mand. Det bliver bare mere og mere useriøst hos LA og de lugter mere og mere af levebrødspolitikere.

Hvad der så også bliver spændende er, hvilken storkreds han tildeles, når han bliver LA-medlem;

- København gav 17.200 stemmer og 4,2%. Ret godt valg. Khader sidder trygt her.

- Kbh.s Omegn gav 10.300, dvs. 3,3% af stemmerne i storkredsen. Intet mandat.

- Bornholm kan LA godt glemme. S og V sidder tungt og tungt på de to mandater øen er tildelt.

- Nordsjælland, som fik et godt NA-valg i 2007 (12.100 stemmer, 4,3%) vil være et godt bud. Malou Aamund var opstillet i Nordsjælland for NA, men skiftede til Venstre. Storkredsen er derfor ledig.

- Sjælland, hvor Ammitzbøll selv var opstillet hos R, går jo nok til Villum Christensen, der kom ind som suppleant for Gitte Seeberg. På Sjælland fik NA 2,7% af stemmerne, 14.400 stemmer der udløste 1 mandat.

- Fyn gav 2,4%, 7.500 stemmer – men intet mandat.

- Sydjylland, hvor Jørgen Poulsen var opstillet, men denne storkreds er knap så god – kun 8.500 stemmer (1,9% i storkredsen). Selv om storkredsen er “fri”, vil Ammitzbøll nok næppe opnå valg her.

- Østjylland har talknuseren Anders Samuelsen, der samlede 2,9% og 13.300 stemmer hjem ved valget i 2007. Det gav ham en plads i Folketinget.

- Vestjylland har landsformanden Leif Mikkelsen, og storkredsen gav ikke mandat med de 6.700 stemmer og 2,1%.

- I Nordjylland fik NA fik 1,8% af stemmerne, 6.600 stemmer. NA fik et relativt dårligt valg her og intet mandat. Ikke en god storkreds for Simon – den er desuden besat af Inge-Lene Ebdrup.

Et oplagt bud vil derfor være: Nordsjælland!

Jernhesten skal støves af

De Radikales opråb om, at cyklismen skal forøges med 50% inden for de næste 10 år vækker glæde i min cykelglade krop. Og faktisk er de radikales forslag meget fornuftigt – hvis flere cyklede og undgik bilen, ville den enkelte både få sundhedsmæssige fordele og samfundet som helhed ville få et markant lavere CO2-udslip. De Radikales forslag er på mange måder et af de politiske forslag, som man ikke kan sige nej til – fx som at vi skal have bedre kræftbehandling osv.

Jeg cykler selv til og fra skole, det er vel små 5 km pr. dag. Det gør mig frisk og glad, inden undervisningen starter. Undersøgelser viser, at skolebørn, der cykler til skole frem for at blive kørt, er mere glade, friske og veloplagte til at modtage undervisning.

Men hvis de radikales forslag skal realiseres, kræver det, at forholdene for cyklister bliver markant forbedret. Vejene skal have en overhaling – huller m.v. skal laves, vi skal have flere cykelstier, veje og kryds skal gøres mere cyklistsikre (også for de små) og de farlige situationer med højresvingende lastbiler skal på en eller anden måde undgås. Hvordan ved jeg ikke, men det er der sikkert nogle kloge hoveder der ved.

Udover det generelle foreslår de radikale at der oprettes cykelparker for børn, og de foreslår at det skal være nemmere at have cyklen med over Storebælt og Øresund i togene – det er jeg meget enig i.De radikale foreslår også en skattemæssig bonus, hvis man tager cyklen frem for bilen. Det lyder alt sammen fint – men jeg ved ikke, hvordan det i praksis skulle virke. Det venter jeg så spændt på at høre.

Alt i alt synes jeg forslaget er rigtig godt, men måske lidt for overfladisk. De radikale burde også komme med konkrete løsningsforslag. Jeg håber, at cyklismen bliver markant forøget de næste år, og jeg gør i hvert fald mit til, at CO2-udslippet holdes nede, selv om det modsatte er tilfældet i øjeblikket.

S og SF – det ku’ være så godt, men vi skal passe lidt på

SF og Socialdemokratiet er sammen om flere og flere ting. Og det er faktisk rigtig godt. Det afspejler sammenhold og viljestyrke i oppositionen. Det udstråler, at en ny, rød regering faktisk ikke er umulig. Men det, som begge partier skal passe på med, er, at de ikke rykker sig for tæt på hinanden. SF må nemlig ikke blive et 2. socialdemokrati. Socialdemokraterne skal forsøge at tage nogle midtervælgere, men hvis de rykker sig for tæt på hinanden ville nogle midtervælgere måske bliver skræmt af SF, selv om SF jo har rykket sig. Dog er vi nødt til at have to partier med forskellige mærkesager, men med samme værdigrundlag som kunne danne fundamentet for en ny, centrum-venstre-regering med de radikale. De radikale står på nogle punkter tæt på SF, på andre tættere på Socialdemokraterne. Centrum-venstre-partierne skal sparre hinanden og stadig udstråle, at de er forskellige partier. Forskellighed er vigtigt i et sammenhold – og sammenhold skaber styrke.

Partierne skal have fælles fodslag på fx skattepolitikken, klimapolitikken, velfærdspolitikken og udenrigspolitikken, hvor det højst sandsynligt er muligt at finde enigheder. På fx integrationsområdet er S, R og SF nødt til at fokusere på de ting, de har til fælles og så indgå kompromis. Vi så, at de radikales ultimative krav fik smadret dem selv, og kun ved dialog og kompromis kan demokratiet fungere. Derfor må de radikale også komme ind i kampen om en stærk opposition med fælles fundament. De Radikales finanslovsstunt med at deltage i regeringsforhandlingerne svækker oppositionen, og derfor må de radikale nu sætte fokus på en samlet opposition. Ellers fungerer det ikke.

Danskerne skal vide, at der er et reelt alternativ til regeringen. Alternativet er en samlet centrum-venstre-fløj, der vælger velfærd frem for skattelettelser, der prioriterer miljøet højere end erhvervslivet, der siger nej til diskrimination og udelukkelse og ja til mangfoldighed og integration, der vælger en aktiv og sympatisk udenrigspolitik frem for krig og cowboydiplomati og det er en centrum-venstre-fløj, der vil give kommunerne og regionerne frihed og mulighed for at investere massivt i uddannelsessektoren, social- og sundhedssektoren og den offentlige trafik.

Summa summarum er, at centrum-venstre-partierne skal være forskellige og have egne mærkesager men samtidig kunne samles om de ting, de er fælles om.