Nu blev K’s ministerrokade så offentliggjort med Brian Mikkelsen som justitsminister, Carina Christensen som kulturminister og Lars Barfoed som transportminister. Ærligt talt, så ved jeg ikke hvor meget det gavner. Jeg er ikke sikker på, at Brian har så stor erfaring på retsområdet, som jeg mener en justitsminister burde have – og det samme gælder Carina Christensen på kultur- og medieområdet. Derimod synes jeg det er positivt at Lars Barfoed skifter Carina ud som transportminister. Lars virker meget mere moderat og “investeringsdygtig”, også når det gælder infrastrukturområdet. Så jeg håber stærkt, at vi med Barfoed som transportminister kan få flere gode, brede forlig og investeringer på infrastruktur- og trafikfronten.
Barfoed er også en af de konservative, der afskyr Dansk Folkepartis store indflydelse (en af dem, der ikke gik med i NA/LA), og med den mentalitet kan vi forhåbentlig få gode forlig igennem. Man kan sige meget om Barfoeds kriser som forbrugerminister – jeg har også sagt, at jeg var utilfreds med de sager dér – men til gengæld ser jeg så nu frisk på det – måske lidt naivt – og håber, at han vil blive en god transportminister. Transport-, trafik- og infrastrukturområdet er en af mine store politiske kæpheste, som jeg bl.a. skal snuse lidt mere til, når jeg i uge 43 skal i erhvervspraktik hos trafikordfører Magnus Heunicke (S) – så jeg burde kunne få en god diskussion med ham.