Hjernevaskede grønlændere?

28 11 2008

Søren Espersen udtalte efter det grønlandske ‘aap’ (ja) til selvstyre, at den grønlandske regering med propaganda havde hjernevasket den grønlandske befolkning.

Det har jeg nogle kommentarer til:

1) Søren Espersen er vel bare bitter over, at hans elskede Danmark svinder ind, når Grønland bevæger sig længere væk fra rigsfællesskabet. DF-drømmen om et Stor-Danmark synes langt væk!

2) Jeg forstår godt den grønlandske befolkning, når de stemte ja. Selvfølgelig vil de gerne have større indflydelse på deres eget land – hvem vil ikke det? Det er logik for burhøns. Man kan så håbe, at grønlændernes ret til deres egen undergrund med mineraler og evt. olie vil føre til øget velstand og velfærd i Grønland.

3) Søren Espersen udtalte også, at USA vil opsluge Grønland på et tidspunkt. Jamen det er vel grønlændernes eget valg så? Vores indflydelse fra dansk side har jo ikke altid præget i den rigtige retning – så kan man sige så meget om grønlandsk embedsmisbrug osv., men hvis man ikke føler ejerskab for noget, så passer man heller ikke så godt på det. Derudover forstår jeg godt, hvis grønlænderne på nogle punkter hellere vil have Barack Obama end Anders Fogh.





Sarah Palin – en sløv kniv i skuffen

12 09 2008

Nu har vi efterhånden set lidt til den alaskanske guvernør, Sarah Palins, politiske viden og erfaringer – eller manglen på samme. Da McCain valgte hende, var af flere årsager – 1) at hun er kvinde, og derfor ville kunne tage nogle kvindelige (evt. tidligere Hillary-) vælgere. 2) McCain håbede på en speciel “wauw”-effekt – hun er det friske pust. Og 3) Hun er en af de mere konservative republikanere, og McCain kunne derfor håbe på en god opbakning fra de ultrareligiøse kristne i Bibelbæltet.

Men jeg tror, de fleste er enige med mig i, at McCains valg af hende ikke går så godt som planlagt. At Obamas vicepræsidentkandidat Joe Biden er virkelig skarp, dygtig og erfaren er et stort nok problem i sig selv for Palin – og dermed også McCain. Derudover har Hillary formået at skabe samling i Demokraterne og dermed undgå, at hendes tidligere støtter ville gå hen og støtte McCain/Palin – så McCains trick med en kvindelig VP-kandidat for at tage kvindelige demokrater er gået i vasken.

Sarah Palin har vist sin uvidenhed og mangel på erfaring ved ikke at vide hvad Bush-doktrinen var og ved mere eller mindre at sige at USA er klar til at rykke ind i Rusland hvis Georgien bliver medlem af NATO. Sarah Palin har haft mange ups’ere – nogle mindre politiske end andre. Især hendes 17-årige datters graviditet er ikke så heldig, men jeg tager så til gengæld hatten af for, at hun beholder barnet – for det ville jo sætte Sarah Palin i utroligt dårligt lys. Sarah Palin er i sandhed ikke den skarpeste kniv i skuffen – hvis hun skulle være noget, så var det det jagtgevær hun skyder elge med (og hvad der ellers findes af store dyr i Alaska). Det bliver et kæmpe problem, hvis McCain går bort eller er væk i længere tid, og Palin derfor bliver (fungerende) præsident!

Familiære anliggende vil i valgkampen nok ikke spille den store rolle, og de fleste amerikanere ved nok heller ikke, hvad Bush-doktrinen er. Men det er alle små ting, som i sidste ende forhåbentlig er med til at koste “McPain” sejren. Jeg håber stærkt og inderligt på, at Obama/Biden kommer til at styre de forenede stater de næste år, for det har USA og verden som helhed brug for. Vi har brug for en ansvarlig udenrigspolitik – og amerikanerne har brug for adgang til sundhedsvæsenet for alle, ligesom USA behøver mange andre forandringer.

Hvis vi forestiller os, at valgkampen i USA var et spil poker, så trak McCain et kort som hedder Palin. Men et kort i samme kulør eller tal kan han ikke få i øjeblikket. (McCains valg af Palin var ikke taktisk smart. Hun har dummet sig, og det er ikke sidste gang hun gør det.) Obama trak Biden, et af bedste kort fra bunken, og nu er spørgsmålet hvor meget de vil satse. McCain og Palin folder næppe, men de satser lige så højt som Obama og Biden, og til sidst går det galt.