Hjernevaskede grønlændere?

28 11 2008

Søren Espersen udtalte efter det grønlandske ‘aap’ (ja) til selvstyre, at den grønlandske regering med propaganda havde hjernevasket den grønlandske befolkning.

Det har jeg nogle kommentarer til:

1) Søren Espersen er vel bare bitter over, at hans elskede Danmark svinder ind, når Grønland bevæger sig længere væk fra rigsfællesskabet. DF-drømmen om et Stor-Danmark synes langt væk!

2) Jeg forstår godt den grønlandske befolkning, når de stemte ja. Selvfølgelig vil de gerne have større indflydelse på deres eget land – hvem vil ikke det? Det er logik for burhøns. Man kan så håbe, at grønlændernes ret til deres egen undergrund med mineraler og evt. olie vil føre til øget velstand og velfærd i Grønland.

3) Søren Espersen udtalte også, at USA vil opsluge Grønland på et tidspunkt. Jamen det er vel grønlændernes eget valg så? Vores indflydelse fra dansk side har jo ikke altid præget i den rigtige retning – så kan man sige så meget om grønlandsk embedsmisbrug osv., men hvis man ikke føler ejerskab for noget, så passer man heller ikke så godt på det. Derudover forstår jeg godt, hvis grønlænderne på nogle punkter hellere vil have Barack Obama end Anders Fogh.





Kornbek får Grevekredsen

28 11 2008

Nu har min blog desværre stået lidt stille, men nu vil jeg forsøge at kickstarte den..

Bodil Kornbek er nu opstillet til folketinget i Grevekredsen, hvor Tejs Laustsen-Jensen var opstillet ved sidste valg, hvor han ikke opnåede valg. Jeg spår ikke Kornbek et 100% sikkert mandat, men jeg tror, at hun får fornuftige chancer. Sjælland er en af de to storkredse (Sjælland og Østjylland), hvor vi får flest mandater, og Bodil er et ret kendt ansigt, plus at S forhåbentlig går frem ved næste valg.

Greve er speciel, fordi Greve har nogle problemer med socialt svage borgere, og da det er en af Bodils mærkesager, kan det måske trække lidt opmærksomhed og lidt stemmer. Greve er også speciel, fordi Anders Fogh Rasmussen er opstillet der, og det er også samme storkreds som Pia Kjærsgaard.

Jeg er overordnet positiv over, at hun nu er opstillet, og jeg håber at hun får et comeback til Folketinget – nu som socialdemokrat.





Jens Rohdehoved

27 09 2008

Venstres ikke særligt skarpe eller spidse kandidat til Europa-Parlamentsvalget 2009 har nu skudt Anders Foghs argumenter om, hvorfor vi gik ind i Irak, helt og aldeles ned. Rohde erkender og indrømmer, at en af de allermest basale grunde for invasionen og den danske deltage var formodningen om, at Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben – i øvrigt en påstand, som viste sig at være forkert.

Fogh brugte argumentet for invasionen at Hussein ikke opfyldte FN’s krav om samarbejde med verdenssamfundet. Men dét argument fik befolkningen aldrig tiltro til, og mere eller mindre alle mener det var pga. masseødelæggelsesvåbnene vi gik ind.

Jeg ved ikke, hvad Jens Rohde får ud af det her stunt eller hvad han har tænkt i sit lille hoved, da han fandt på at ville stå frem og sige det. Enten vil han have vasket sine hænder inden EP-valget – det er såmænd også smart nok, men han sætter bare regeringen og Anders Fogh i et meget dårligt lys – eller også har Jens Rohde lige glemt at tænke sig om. Jeg tror nu mest på den første (ja, faktisk!), men jeg tror nu stadig ikke det var særligt smart.

Ingen snakkede nærmest om Irak mere – måske kommer vi til at høre med om Irak pga. det her?

Hvis den indrømmelse dér (som den nuværende forsvarsminister i øvrigt siger er forkert) skulle have kommet, tror jeg ikke det skulle være Jens Rohde der kom med den. Enten skulle den slet ikke frem, eller også skulle en højtstående i regeringen fyre den af, hvis de absolut ville gøre det og ikke have dårlig samvittighed. På en eller anden måde vil det skade regeringen – og alligevel ikke, fordi regeringen har indrømmet fejlen. Men jeg tror ikke, at det vil gå så stærkt igennem fordi det netop er Jens Rohde og ikke Søren Gade eller Fogh der står frem og fortæller sandheden.

Det var alt i alt nok ikke særligt smart af Jens Rohde – men lad os nu se, hvad der sker de næste par dage – det er næsten for tidligt at dømme ham og/eller kommentere på det…