Fornuften i at blive i Afghanistan

11 09 2008

Det er meget underligt at tænke på, at terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 er 7 år siden i dag. Det føles som om det var i går. Selvfølgelig skyldes det, at noget så forfærdeligt, tragisk og umenneskeligt ikke har fundet sted i samme kaliber i den vestlige verden siden da. Der har været terrorangreb i både Madrid og London, men 9/11-angrebet var noget andet. Ikke nok med det var et angreb på USA, så var det også et angreb mod den vestlige verden og kapitalismen selv. Siden 11. september 2001 er USA gået ind i både Afghanistan og Irak. Det var og er stadig en nødvendig krig i Afghanistan.

Flere og flere borgere og politikere mener, at vi skal trække os ud af Afghanistan. Men jeg tror, at de fleste danskere har glemt, hvorfor vi er i Afghanistan. Vi er i Afghanistan for at kæmpe mod Taleban. Vi er i Afghanistan for at kæmpe mod dem, der i årevis har undertrykt og terroriseret den afghanske befolkning. Vi er i Afghanistan for at beskytte befolkningen mod Taleban og deres militser. Vi er i Afghanistan for at kæmpe mod Taleban, der har givet den muslimske terrorbevægelse Al-Qaeda et opholdssted. Og ikke mindst: Vi er i Afghanistan for at finde Osama bin Laden, verdens mest berygtede og eftersøgte forbryder – terroristen, der stod bag angrebet mod World Trade Center og den vestlige civilisation den 11. september 2001.

Derfor mener jeg, at vi stadig skal blive i Afghanistan. Måske vil nogle betegne det som krig – det er til dels også. Men det er nødvendigt – nødvendigt for den almindelige, afghanske borger. Min holdninger o Afghanistan er dybt forankret i fornuften i, at ganske almindelige mennesker – uanset hvor på kloden – skal kunne leve trygt.