Jernhesten skal støves af

De Radikales opråb om, at cyklismen skal forøges med 50% inden for de næste 10 år vækker glæde i min cykelglade krop. Og faktisk er de radikales forslag meget fornuftigt – hvis flere cyklede og undgik bilen, ville den enkelte både få sundhedsmæssige fordele og samfundet som helhed ville få et markant lavere CO2-udslip. De Radikales forslag er på mange måder et af de politiske forslag, som man ikke kan sige nej til – fx som at vi skal have bedre kræftbehandling osv.

Jeg cykler selv til og fra skole, det er vel små 5 km pr. dag. Det gør mig frisk og glad, inden undervisningen starter. Undersøgelser viser, at skolebørn, der cykler til skole frem for at blive kørt, er mere glade, friske og veloplagte til at modtage undervisning.

Men hvis de radikales forslag skal realiseres, kræver det, at forholdene for cyklister bliver markant forbedret. Vejene skal have en overhaling – huller m.v. skal laves, vi skal have flere cykelstier, veje og kryds skal gøres mere cyklistsikre (også for de små) og de farlige situationer med højresvingende lastbiler skal på en eller anden måde undgås. Hvordan ved jeg ikke, men det er der sikkert nogle kloge hoveder der ved.

Udover det generelle foreslår de radikale at der oprettes cykelparker for børn, og de foreslår at det skal være nemmere at have cyklen med over Storebælt og Øresund i togene – det er jeg meget enig i.De radikale foreslår også en skattemæssig bonus, hvis man tager cyklen frem for bilen. Det lyder alt sammen fint – men jeg ved ikke, hvordan det i praksis skulle virke. Det venter jeg så spændt på at høre.

Alt i alt synes jeg forslaget er rigtig godt, men måske lidt for overfladisk. De radikale burde også komme med konkrete løsningsforslag. Jeg håber, at cyklismen bliver markant forøget de næste år, og jeg gør i hvert fald mit til, at CO2-udslippet holdes nede, selv om det modsatte er tilfældet i øjeblikket.

Hvis man ikke har et stort ego…?

Vi kender alle talemåden “at man har et (for) stort ego”. Altså, at man sætter sig selv foran andre – at man er indivualistisk og måske lidt egocentreret. Det udtryk har altså manglet et modspil. Der har manglet et udtryk som fortæller, at man er et menneske som kan sætte fællesskabet og sine medmennesker før sig selv. At man er klar til at være tilbageholdende med ens ego og hvad der er bedst for ens selv. Der findes nemlig stadig væk en del mennesker, som sætter sine venner, sine kolleger og sin familie før andre. Der findes stadig mennesker som tror på fællesskabet. Derfor vil jeg forsøge at et nyt udtryk, som netop beskriver dette fællesskabsrespekterende og -prioriterende menneskesyn, kommer til verden.

Mit nye udtryk hedder “at have et stort communio” (ordet “communitas” kan også bruges). Communio og communitas er latinske ord og betyder fællesskab. De to ord har dog to lidt forskellige betydninger:

Communitas refererer til et ubestemt/ustruktureret fællesskab, hvor mennesker har lige muligheder og hvor der eksisterer en reel fællesskabsfølelse. Communitas definerer en fællesskabsfølelse, hvor elementer som social lighed, solidaritet og sammenhold finder sted.Det er for alle mennesker, der kan og ofte sætter andre mennesker og fællesskabet før en selv.

Communio refererer til det at være sammen om ting – det at dele oplevelser, føleleser og muligheder med andre. Communio definerer en sammenslutning, et kammeratskab eller en enhed. Og så kan man jo vælge det ord, man synes passer bedst i sammenhængen “Frihed til at vælge.”

Jeg håber min lidt alternative tanke møder opbakning rundt omkringfra. Udtrykket har manglet – her er det.

Hul i hovedet udlændingeaftale!

Den nye udlændingeaftale mellem regeringen og DF bærer tydeligt præg af, at regeringen har måttet betale en stor pris for ikke at skulle blæse på Metock-dommen som DF ville – i stedet har DF fået flere stramninger på andre områder, hvilket er fuldkommen hul i hovedet!

DF har bl.a. fået igennem, at for at man består danskhedsprøven skal de korrekte svar være 32/40 og ikke som nu, 28/40. Prøvetiden er også blevet formindsket fra 60 til 45 minutter, og frem over vil de 200 mulige spørgsmål i testen IKKE være offentligt tilgængelige. Danskhed handler for pokker ikke om, om man ved hvad Dronning Margrethes tipoldefar hed, om man ved hvornår Danmark vandt EM i fodbold eller om hvornår Dansk Folkeparti blev stiftet. Danskhed handler om solidaritet, mangfoldighed, åbenhed, dialog, frihed, ligestilling, tryghed og retfærdighed. Danskhed er ikke nationalisme, patriotisme, fremmedfjendskhed og snævertsynethed. I forvejen synes jeg, at den test er meget uretfærdig, så denne stramning gør mig da ikke i bedre humør.

Derudover strammes reglerne for udvisning af voldsdømte. Jeg skal på ingen måde forsvare kriminalitet og vold, men jeg synes lige man er gået over stregen ved også nu at kunne udvise dømte i mildere voldssager og bandekriminalitet.

Ydermere bliver 300-timers-reglen (300 timers arbejde på en periode á 24 måneder for at et ægtepar kan få ret til kontanthjælp) ændret til en 450-timers-regel. Det er da ekstremt usolidarisk? Hvis vi mangler arbejdskraft – og dermed også kvalificeret arbejdskraft – burde regeringen da sørge for en optimering af efteruddannelse af nydanskerne – ellers opnår vi da ingen reel og effektiv integration.

Men der er også nogle få “fornuftige” elementer i aftalen, bl.a. om øget kontrol af udlændinge, der studerer i Danmark. Et velfærdssamfund kan ikke bare øse ud af goderne og uddannelsesmulighederne, da andre ellers kunne have haft dén mulighed for at studere, så det kan kun være retfærdigt at de udenlandske studerende virkelig studerer.

Det er tydeligt at regeringen ønsker mere kontrol (på alle områder i øvrigt), selv om Venstre påstår at de er liberale.. Men hvor meget frihed, der reel eksisterer under kontrol ved jeg godt nok ikke! Der er ikke ret meget “liberalisering” over denne stramning – nærmest det modsatte – men det er vel, hvad man kan forvente, når regeringen og DF går til forhandlingsbordet.

LO er et ‘must’ i lønkommissionen

Regeringen udsendte i går deres udspil fra lønkommissionen til fagbevægelsen. LO er nu kommet med deres svar og input til kommissionens debat og arbejde. LO har i deres ændringsforslag fjernet alt, hvad der ligner overenskomststof – dvs. arbejdstider og løn som ledelsesværktøj. Og det synes jeg nu er godt – for det er jo netop det, den danske model går ud på. Regeringen skal ikke lege fagbevægelse – der er fagbevægelsens job at forhandle og stå for alle de overenskomstmæssige forhold på arbejdsmarkedet. Derimod er det rigtig godt at LO sætter fokus på dagens reelle ligelønsproblemer – fx i den offenlige sektor, hvor FOA sidste år kørte kampagnen med regeringens “81-krone-seddel” til offentligt ansatte kvinder – altså at når en offentligt ansat mand får 100 kr., får kvinden 81 kr. LO har også taget fat på problemet med det alt for kønsopdelte arbejdsmarked – hvilket er positivt – for arbejdsmarkedet bør i højere grad være udbredt på begge køn, især for at opnå et mere mangfoldigt arbejdsmarked – kvinder er gode til nogle ting, mænd til andre.

Jeg håber seriøst for Lars Løkke og resten af regeringen og/eller kommissionen, at de tager godt imod LO’s forslag. For det er udemokratisk og umoralsk at overhøre over 1 million af danskerne – de over 1 million lønmodtagere der er organiseret i LO.

Cepos Red Version er født

Cepos’ nye modspiller på den ideologiske scene er født. Centrum-venstreakademiet, Cevea, vil nu sætte centrum-venstrefløjens dagsorden som modpol til Cepos’ borgerligt-liberale værdier. Cevea er en ideologisk tænketank for progressive kræfter på centrum-venstrefløjen – en nødvendig tænketank. Jeg ser det som rigtig positivt at Cevea nu er opstået og vil kæmpe en helt anden kamp end Cepos. En sådan tænketank som Cevea har virkeligt manglet i medierne til at sætte vores dagsorden, og det har resulteret i at Cepos har fået meget pressedækning på deres kontroversielle, ideologisk-liberalistiske forslag.

Cevea vil sætte fokus på fællesskabet som den bedste mulighed for at løfte den enkelte og sætte fokus på vigtigheden af, at vi beholder og bevarer idealismen i dansk politik. Hvis vi ingen ideer har, har vi ikke nogen reel mulighed for at få indflydelse på, hvordan samfundet ser ud om 50 år. Derfor skal vi turde drømme om det retfærdige, solidariske samfund vi vil skabe – et samfund med lige muligheder for alle, et samfund med indlemmelse og inddragelse i stedet for udelukkelse, et samfund med mangfoldighed i stedet for ensrettethed. Et samfund, der ser fremad og ikke tilbage – fokuserer på reformer og fremskridt i stedet for bevarelse og tilbageskridt.

Den ideologiske kamp, som er bygget på vores værdier, skal Cevea være med til at tage. Og det er jeg utroligt glad for. Jeg glæder mig til at se, hvordan Cevea udvikler sig og hvordan Cevea vil agere i mediebilledet i kampen for vores værdier.

S og SF – det ku’ være så godt, men vi skal passe lidt på

SF og Socialdemokratiet er sammen om flere og flere ting. Og det er faktisk rigtig godt. Det afspejler sammenhold og viljestyrke i oppositionen. Det udstråler, at en ny, rød regering faktisk ikke er umulig. Men det, som begge partier skal passe på med, er, at de ikke rykker sig for tæt på hinanden. SF må nemlig ikke blive et 2. socialdemokrati. Socialdemokraterne skal forsøge at tage nogle midtervælgere, men hvis de rykker sig for tæt på hinanden ville nogle midtervælgere måske bliver skræmt af SF, selv om SF jo har rykket sig. Dog er vi nødt til at have to partier med forskellige mærkesager, men med samme værdigrundlag som kunne danne fundamentet for en ny, centrum-venstre-regering med de radikale. De radikale står på nogle punkter tæt på SF, på andre tættere på Socialdemokraterne. Centrum-venstre-partierne skal sparre hinanden og stadig udstråle, at de er forskellige partier. Forskellighed er vigtigt i et sammenhold – og sammenhold skaber styrke.

Partierne skal have fælles fodslag på fx skattepolitikken, klimapolitikken, velfærdspolitikken og udenrigspolitikken, hvor det højst sandsynligt er muligt at finde enigheder. På fx integrationsområdet er S, R og SF nødt til at fokusere på de ting, de har til fælles og så indgå kompromis. Vi så, at de radikales ultimative krav fik smadret dem selv, og kun ved dialog og kompromis kan demokratiet fungere. Derfor må de radikale også komme ind i kampen om en stærk opposition med fælles fundament. De Radikales finanslovsstunt med at deltage i regeringsforhandlingerne svækker oppositionen, og derfor må de radikale nu sætte fokus på en samlet opposition. Ellers fungerer det ikke.

Danskerne skal vide, at der er et reelt alternativ til regeringen. Alternativet er en samlet centrum-venstre-fløj, der vælger velfærd frem for skattelettelser, der prioriterer miljøet højere end erhvervslivet, der siger nej til diskrimination og udelukkelse og ja til mangfoldighed og integration, der vælger en aktiv og sympatisk udenrigspolitik frem for krig og cowboydiplomati og det er en centrum-venstre-fløj, der vil give kommunerne og regionerne frihed og mulighed for at investere massivt i uddannelsessektoren, social- og sundhedssektoren og den offentlige trafik.

Summa summarum er, at centrum-venstre-partierne skal være forskellige og have egne mærkesager men samtidig kunne samles om de ting, de er fælles om.

Sarah Palin – en sløv kniv i skuffen

Nu har vi efterhånden set lidt til den alaskanske guvernør, Sarah Palins, politiske viden og erfaringer – eller manglen på samme. Da McCain valgte hende, var af flere årsager – 1) at hun er kvinde, og derfor ville kunne tage nogle kvindelige (evt. tidligere Hillary-) vælgere. 2) McCain håbede på en speciel “wauw”-effekt – hun er det friske pust. Og 3) Hun er en af de mere konservative republikanere, og McCain kunne derfor håbe på en god opbakning fra de ultrareligiøse kristne i Bibelbæltet.

Men jeg tror, de fleste er enige med mig i, at McCains valg af hende ikke går så godt som planlagt. At Obamas vicepræsidentkandidat Joe Biden er virkelig skarp, dygtig og erfaren er et stort nok problem i sig selv for Palin – og dermed også McCain. Derudover har Hillary formået at skabe samling i Demokraterne og dermed undgå, at hendes tidligere støtter ville gå hen og støtte McCain/Palin – så McCains trick med en kvindelig VP-kandidat for at tage kvindelige demokrater er gået i vasken.

Sarah Palin har vist sin uvidenhed og mangel på erfaring ved ikke at vide hvad Bush-doktrinen var og ved mere eller mindre at sige at USA er klar til at rykke ind i Rusland hvis Georgien bliver medlem af NATO. Sarah Palin har haft mange ups’ere – nogle mindre politiske end andre. Især hendes 17-årige datters graviditet er ikke så heldig, men jeg tager så til gengæld hatten af for, at hun beholder barnet – for det ville jo sætte Sarah Palin i utroligt dårligt lys. Sarah Palin er i sandhed ikke den skarpeste kniv i skuffen – hvis hun skulle være noget, så var det det jagtgevær hun skyder elge med (og hvad der ellers findes af store dyr i Alaska). Det bliver et kæmpe problem, hvis McCain går bort eller er væk i længere tid, og Palin derfor bliver (fungerende) præsident!

Familiære anliggende vil i valgkampen nok ikke spille den store rolle, og de fleste amerikanere ved nok heller ikke, hvad Bush-doktrinen er. Men det er alle små ting, som i sidste ende forhåbentlig er med til at koste “McPain” sejren. Jeg håber stærkt og inderligt på, at Obama/Biden kommer til at styre de forenede stater de næste år, for det har USA og verden som helhed brug for. Vi har brug for en ansvarlig udenrigspolitik – og amerikanerne har brug for adgang til sundhedsvæsenet for alle, ligesom USA behøver mange andre forandringer.

Hvis vi forestiller os, at valgkampen i USA var et spil poker, så trak McCain et kort som hedder Palin. Men et kort i samme kulør eller tal kan han ikke få i øjeblikket. (McCains valg af Palin var ikke taktisk smart. Hun har dummet sig, og det er ikke sidste gang hun gør det.) Obama trak Biden, et af bedste kort fra bunken, og nu er spørgsmålet hvor meget de vil satse. McCain og Palin folder næppe, men de satser lige så højt som Obama og Biden, og til sidst går det galt.

Fornuften i at blive i Afghanistan

Det er meget underligt at tænke på, at terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 er 7 år siden i dag. Det føles som om det var i går. Selvfølgelig skyldes det, at noget så forfærdeligt, tragisk og umenneskeligt ikke har fundet sted i samme kaliber i den vestlige verden siden da. Der har været terrorangreb i både Madrid og London, men 9/11-angrebet var noget andet. Ikke nok med det var et angreb på USA, så var det også et angreb mod den vestlige verden og kapitalismen selv. Siden 11. september 2001 er USA gået ind i både Afghanistan og Irak. Det var og er stadig en nødvendig krig i Afghanistan.

Flere og flere borgere og politikere mener, at vi skal trække os ud af Afghanistan. Men jeg tror, at de fleste danskere har glemt, hvorfor vi er i Afghanistan. Vi er i Afghanistan for at kæmpe mod Taleban. Vi er i Afghanistan for at kæmpe mod dem, der i årevis har undertrykt og terroriseret den afghanske befolkning. Vi er i Afghanistan for at beskytte befolkningen mod Taleban og deres militser. Vi er i Afghanistan for at kæmpe mod Taleban, der har givet den muslimske terrorbevægelse Al-Qaeda et opholdssted. Og ikke mindst: Vi er i Afghanistan for at finde Osama bin Laden, verdens mest berygtede og eftersøgte forbryder – terroristen, der stod bag angrebet mod World Trade Center og den vestlige civilisation den 11. september 2001.

Derfor mener jeg, at vi stadig skal blive i Afghanistan. Måske vil nogle betegne det som krig – det er til dels også. Men det er nødvendigt – nødvendigt for den almindelige, afghanske borger. Min holdninger o Afghanistan er dybt forankret i fornuften i, at ganske almindelige mennesker – uanset hvor på kloden – skal kunne leve trygt.

Det kommunale selvstyre er efterhånden afskaffet

Jeg deltog i går i et borgermøde arrangeret af BUPL, FOA, DLF og SL’s lokalafdelinger i Kolding/Sydjylland for at være med til at diskutere Kolding Kommunes budget for 2009. Men ligesom sidste år var det ikke den store festlige fornøjelse. Kommunen skal spare og skære igen igen. Kommunen har mange penge i kassen – den er faktisk nationalt set ret godt stillet økonomisk – men pengene i kommunekassen må bare ikke bruges!

Kommunerne er af regeringen pålagt en service/driftsramme der dækker (eller rettere sagt burde) den kommunale velfærd, administration, kultur osv., mens bygge/anlægsrammen dækker nye projekter, anlæg m.v. Der kan derfor ikke rykkes rundt på pengene fra fx bygge/anlægsrammen til driftsrammen, desværre. Og da kommunerne heller ikke længere må skrue på skatterne, er det kommunale selvstyre nærmest ved at være væk!

Kommunalpolitikerne må ikke bruge de penge, der er i kommunens kasse på velfærd og nye projekter og er nødsagede til at bruge de maxbeløb der er fastsat af regeringen – selv om der er penge nok! Kommunalpolitikerne bestemmer reelt set ingen ting mere, og derfor kan jeg pessimistisk sige at Karen Jespersen havde ret og havde fat i den lange ende når hun for et stykke tid siden foreslog – mere eller mindre – at nedlægge kommunerne. Det er jo reelt set det, vi er på vej til, når kommunerne intet længere selv kan bestemme.

En anden ting der irriterer mig er, at det siddende, ansvarlige, røde budgetflertal i byrådet bliver gjort til bussemænd når de skærer ned, bare fordi de gør, hvad regeringen siger. Rollerne i Kolding Byråd er byttet om – de røde med magten skærer ned, fordi den blå regering siger de skal – mens den blå opposition i byrådet vil bruge mange penge og påstår at de sagtens kan bruge flere penge. Især Dansk Folkeparti lover guld og grønne skove til vælgerne i Kolding Kommune her under budgetforhandlingerne og -høringerne – men det kan de jo også sagtens, når de i sidste ende jo ikke vil være med ved bordet, når der forhandles det endelige budget. Det er nemt at love “ih og åh” så meget, når man alligevel ikke tager ansvar og vil lave de af regeringen “nødvendige” pålagte nedskæringer på den kommunale velfærd.

Barfoed som transportminister (?)

Nu blev K’s ministerrokade så offentliggjort med Brian Mikkelsen som justitsminister, Carina Christensen som kulturminister og Lars Barfoed som transportminister. Ærligt talt, så ved jeg ikke hvor meget det gavner. Jeg er ikke sikker på, at Brian har så stor erfaring på retsområdet, som jeg mener en justitsminister burde have – og det samme gælder Carina Christensen på kultur- og medieområdet. Derimod synes jeg det er positivt at Lars Barfoed skifter Carina ud som transportminister. Lars virker meget mere moderat og “investeringsdygtig”, også når det gælder infrastrukturområdet. Så jeg håber stærkt, at vi med Barfoed som transportminister kan få flere gode, brede forlig og investeringer på infrastruktur- og trafikfronten.

Barfoed er også en af de konservative, der afskyr Dansk Folkepartis store indflydelse (en af dem, der ikke gik med i NA/LA), og med den mentalitet kan vi forhåbentlig få gode forlig igennem. Man kan sige meget om Barfoeds kriser som forbrugerminister – jeg har også sagt, at jeg var utilfreds med de sager dér – men til gengæld ser jeg så nu frisk på det – måske lidt naivt – og håber, at han vil blive en god transportminister. Transport-, trafik- og infrastrukturområdet er en af mine store politiske kæpheste, som jeg bl.a. skal snuse lidt mere til, når jeg i uge 43 skal i erhvervspraktik hos trafikordfører Magnus Heunicke (S) – så jeg burde kunne få en god diskussion med ham.